Ordblindhed – definition
Følgende definition af ordblindhed, der også kan genfindes på Nota Biblioteks hjemmeside, skaber en klar forståelsesramme for handicappet:
Dysleksi er en specifik indlæringsvanskelighed, som har et neurobiologisk grundlag. Dysleksi består i vanskeligheder ved at tilegne sig sikker og flydende ordafkodning, stavefærdighed og færdighed i at udnytte skriftens alfabetiske princip (lydprincip). Disse vanskeligheder skyldes typisk problemer med opfattelse af og hukommelse for sproglyde, som normalt ikke kan forklares af andre kognitive vanskeligheder eller mangelfuld undervisning.
Dysleksi kan føre til vanskeligheder med læseforståelse og mindre læseerfaring, som kan begrænse tilegnelsen af ordforråd og baggrundsviden (The International Dyslexia Association).
Herunder uddybes definitionens centrale nøglebegreber med det formål at give indblik i de referencer og undersøgelser, der ligger til grund for definitionen.
Det neurobiologiske grundlag
Som det fremgår af definitionen, har ordblindhed et neurobiologisk grundlag. Det vil sige, at de ringe forudsætninger for at lære at læse og stave ofte er arvelige. Med andre ord arver den enkelte altså et svagt anlæg for at lære at koble lydene i det talte sprog til skrifttegn.
Kromosom- og tvillingeundersøgelser
De mest direkte belæg for, at ordblindhed har et arveligt grundlag, stammer fra kromosomundersøgelser (fx Grigorenko, 1997). Resultaterne af uafhængige undersøgelser peger på, at der i mange familier er en sammenhæng mellem læsevanskeligheder og såkaldte markører på kromosomerne (Elbro, 2008).
Tvillingeundersøgelser har desuden dokumenteret, at forudsætningerne for ordblindhed er arvelige, eftersom disse undersøgelser har gjort det muligt at adskille genetisk og social arv. Undersøgelser har således vist, at hvis den ene halvdel af et enægget tvillingepar har læsevanskeligheder, er der stor risiko for, at den anden også har det (Davis m.fl., 2001; Gayan og Olson, 2003).
Funktionel MR-scanning
Ved hjælp af moderne teknologi, såkaldt funktionel MR-scanning, har man desuden kunnet påvise neurologiske kendetegn ved ordblindhed. Funktionel MR-scanning har således gjort det muligt at scanne hjernen, mens ordblinde læser. Sammenlignet med normallæsere viser flere funktionelle hjerneafbildninger, at ordblinde i højere grad aktiverer den forreste del af venstre hjernehalvdel (frontallappen), når de læser, hvilket har ført til den konklusion, at ordblinde i deres læsning trækker på flere ressourcer, dvs. et ekstra kompensatorisk beredskab.
Hertil kommer desuden, at ordblinde har lavere aktivitet i regionen mellem tindingelappen og isselappen end normallæsere. Dette område ser ud til at have betydning for sproglig informationsbearbejdning. Endelig har ordblinde lavere aktivitet i et område i nærheden af synsbarken (fusiform), der har fået betegnelsen VWFA (Visual Word Form Area). Dette område har betydning for automatiseret ordgenkendelse (Hoeft m.fl., 2007; Lundberg, 2011).
I ovenstående model (Lundberg, 2011) illustreres den typisk dyslektiske signatur for hjerneaktivitet. Modellens opadgående pil illustrerer øget aktivitet i frontallappen, mens de to nedadgående pile illustrerer nedsat aktivitet i hhv. hjernebarkens mellemste del samt i VWFA.
Ordlæsning og stavning
Af definitionen fremgår desuden, at kernen i ordblindhed består af vanskeligheder med atlære at udnytte skriftens lydprincip, hvilket gør det svært for eleven at udvikle sikre og flydende færdigheder i ordlæsning og stavning. Klare tegn på ordblindhed involverer altså både, hvor præcist eleven læser og staver ord, samt hvor hurtigt eleven klarer tilsvarende (Elbro, 2008).
Når normallæsende elever har læst/stavet et ord tilstrækkelig mange gange, vil de kunne genkende ordet umiddelbart. Dvs. at alle lydene i ordet er forbundet med bogstaver i hukommelsen (Ehri, 2011). For elever med ordblindhed vil den umiddelbare ordgenkendelse ofte være usikker og langsommelig, hvilket skyldes de omtalte fonologiske vanskeligheder, der forårsager en usikker lagring af ords ortografiske repræsentationer. Med andre ord skal elever med ordblindhed i langt højere grad end deres klassekammerater træne for at nå til det punkt, hvor ord umiddelbart kan læses og staves.
Sproglig årsag – uafhængig af intelligens
Definitionen viser desuden, at de skriftsproglige vanskeligheder typisk kommer af en brist i forarbejdningen af sproglyd. Således er ordblindhed en sproglig vanskelighed, og derfor ser man ofte, at elever med ordblindhed har (visse) vanskeligheder med det talte sprog, fx udtalevanskeligheder af fonologisk karakter (Elbro, 2008).
Definitionen fremhæver også, at der ofte er et misforhold mellem elevens færdigheder i læsning og elevens øvrige færdigheder. Sådan er det for de fleste elever med ordblindhed, men det er dog vigtigt at understrege, at der ikke pr. definition skal være et sådant misforhold. Således har IQ ikke noget med ordblindhed at gøre, men kan derimod påvirke elevens sprogforståelse i negativ forstand (Vellutino m.fl., 2004; Stanovich, 1991).
Sekundære følger
Definitionen afsluttes med en beskrivelse af de følgevirkninger, der ofte er forbundet med ordblindhed. Ringe ordlæsefærdigheder bevirker ofte, at forståelsen af det læste også har sværere betingelser. Det skyldes, at den ordblindes energikrævende og mangelfulde ordlæsning optager så mange mentale ressourcer, at der ikke er tilstrækkeligt frigjorte ressourcer til informationsbearbejdningen (Elbro, 2008).
Definition peger endvidere på, at svage ordlæsefærdigheder indirekte kan påvirke udviklingen af andre færdigheder og viden af afgørende betydning for sprogforståelseskomponenten i læsning, som fx elevens udvikling af ordforråd (Cunningham og Stanovich, 2001).
Indlæg af:
Mikael Højbjerg og Thomas Mose, cand.pæd. i didaktik (dansk) og ordblindelærere/læsevejledere ved Ordblindetræning.