Elementer i undervisning af ordblinde elever

Elementer i undervisning af ordblinde elever

Behov for undervisning af ordblinde elever

Virkeligheden er den, at stort set alle sammenhænge mennesker indgår i, hvad end det er private, uddannelsesmæssige eller arbejdsrelaterede, kræver færdigheder inden for det skriftsproglige område. Kommunikationen mellem mennesker er ofte skriftlig, jobtyperne uden læsning og skrivning er stort set væk, ligesom tekstbaseret teori findes over alt i uddannelsessystemets forskellige fag og niveauer. Derfor er det afgørende, at ordblinde får målrettet undervisning, så de med deres skriftsproglige færdigheder er klar til at indgå i denne virkelighed. Blandt udfordringerne for ordblinde er først og fremmest at lære at udnytte skriftens lydprincip, opnå flydende ordafkodning samt opbygge stavefærdigheder. For ordblinde skal der mere træning til at opnå ovenstående, end tilfældet er hos jævnaldrende og klassekammerater. I forlængelse af dette er det vigtigt at understrege, at målrettet undervisning har en effekt!

Fonologisk opmærksomhed

Et væsentligt element i undervisningen af ordblinde er styrkelse af deres fonologiske opmærksomhed. Denne fonologiske opmærksomhed er selve fundamentet for, at ordblinde kan udnytte skriftens lydprincipper. Ved fonologisk opmærksomhed forstås et fokus på lydsiden af sproget, uagtet det betydningsmæssige indhold af ord og sætninger. I styrkelsen af det fonologiske hos ordblinde kan der således indgå både vrøvleord og for eleven ukendte (men rigtige) ord. Øvelser med ord, der rimer, kan også være relevante i denne sammenhæng, da disse netop hænger sammen på grund af sproglydene og ikke (i udgangspunktet) på grund af deres betydninger. Lyde kan i sagens natur ses som adskilt fra bogstaver, men i undervisningen i fonologisk opmærksomhed er koblingen mellem sproglydene og de tilhørende bogstaver afgørende, da forståelsen for denne kobling er væsentlig for andre elementer i undervisningen af ordblinde, herunder skriftens lydprincipper.

Skriftens lydprincipper – lydrette/lydnære ord

Et bærende element i undervisningen af ordblinde er indføring i skriftens lydprincipper. Foruden den effekt dette har i sig selv, er det at kunne håndtere skriftens lydprincipper grundlaget for tilegnelse af mere avancerede strategier. Undervisningen i skriftens lydprincipper starter oplagt med lydrette ord, hvilket vil sige, at hver enkelt lyd i et ord direkte overføres til et enkelt bogstav. Det kan således være læsning af et ord som ‘ti’, hvor både konsonanten og vokalen har deres standardudtale. Den ordblinde kan her guides til at udtale enkeltbogstavernes lyde og sætte dem sammen til en helhed. Undervisningen i dette lydrette princip for enkeltbogstaver bør være bygget op omkring en progression, hvor ordene langsomt tilføjes længde, stavelser og komplekse elementer. En oplagt start er enstavelsesord uden konsonantklynger. Både konsonantklynger og flere stavelser kan give udfordringer. Konsonantklynger - flere konsonanter i træk i én stavelse - kan volde besvær hos ordblinde, da det kan være vanskeligt at adskille og identificere hver enkelt konsonantlyd, eksempelvis i ord som ‘klon’, ‘knus’ eller ‘hals’. Ved flere stavelser i et ord kan udfordringen blive at fastholde overblikket over alle lydene. Som et led i progressionen bør der her inkluderes stavelsesdeling, så den lydlige kompleksitet i flerstavelsesordene nedbrydes.

En skitse til langsom progression kan se ud som nedenstående oversigt:

  • Lydrette/lydnære ord på en stavelse uden konsonantklynger: Ti, to, tå, hus, lys
  • Lydrette/lydnære ord på en stavelse med konsonantklynger: Grå, blå, ask, husk, skål
  • Lydrette/lydnære ord på to stavelser uden konsonantklynger: Ufo, itu, sofa, bonus, tuba
  • Lydrette/lydnære ord på to stavelser med konsonantklynger: Trio, krimi, trofæ, globus, Frida
  • Lydrette/lydnære ord på flere stavelser med og uden konsonantklynger: Ironi, kimono, ananas, mikrofon, mytologi

Skriftens lydprincipper - ikke-lydrette ord (betingede udtaler)

Dansk er som bekendt et kompliceret sprog, særligt hvad angår vokalernes betingede udtaler. Derfor er det vigtigt, at ordblinde elever undervises i udtalevarianterne, så der opbygges et overblik, der kan bruges i både stavningen og ordlæsningen. På det helt lydrette niveau kan man regne med, at ordene staves, som de lyder. Når man bevæger sig videre til de betingede udtaler, bliver det straks mere kompliceret. Her er det ikke længere givet, at der hører et bestemt bogstav til en bestemt lyd. Eksempelvis skal der her udvikles en forståelse for, at hvis man hører en å-lyd i et ord, er der flere forskellige bogstaver at vælge imellem. Det kan selvfølgelig være et å, som i ‘ål’ eller ‘råb’. Det kan også være et u, som i ‘dukke’ og ‘suppe’. Slutteligt kan det være et o, som i ‘ost’ og ‘kost’. Ovenstående er et eksempel på omsætningen af lyd til skrift, men udfordringen gælder også den anden vej. Hvis en læser ikke umiddelbart genkender et ord, kan det være nødvendigt at prøve sig frem med de forskellige udtalevarianter. Hvis der er et a i ordet, skal læseren eksempelvis vurdere, om det udtales som i ‘banan’, eller om det udtales anderledes som i ‘flamme’. På samme måde skal læseren i mødet med et e vurdere, om det udtales lydret, som i ‘ben’, eller om det har en af flere anderledes (betingede) udtalevarianter, herunder æ-lyden som i ‘hest’, slut-e-lyden som i ‘købe’, eller om det går sammen med ‘r’ om at lave endnu en anderledes vokallyd, som i ‘cykler’.

Undervisning i morfemer

Morfemer betegner ordenes betydningsbærende elementer. Med hensyn til morfemer skelnes der mellem rodmorfemer og bøjningsmorfemer. I ordet ‘skoene’ er ‘sko’ et rodmorfem, mens ‘ene’ er et bøjningsmorfem. Mange ord har således kun et rodmorfem, eksempelvis ‘cykel’ og ‘dame’. At undervise i dette morfematiske princip giver ordblinde en alternativ måde at nedbryde kompleksiteten i ord. Når der arbejdes med lydprincipperne, brydes ordene ned til stavelser og bogstavlyde, mens der i arbejdet med det morfematiske princip brydes ned til betydningsdele. Nedbrydningen til morfemer kan være en fordel for ordblinde, da det giver konkret materiale at fastholde i arbejdshukommelsen, modsat de mere abstrakte stavelser og bogstavlyde. Stavelsen ‘ra’ fra ‘radiator’ kan på denne vis være svær at fastholde i arbejdshukommelsen, da den bare består af lyd, mens morfemet ‘gang’ fra ‘gangene’ kan være nemmere at fastholde, da der knytter sig en betydning til, og måske sågar dannes billeder i hovedet. På samme måde kan det være nemmere at fastholde bøjningsmorfemet ‘ene’ fra samme ord, end at fastholde stavelserne ‘e’ og ‘ne’.

Multisensorisk tilgang til undervisningen

Undervisningen af ordblinde bør være tilrettelagt med stille progression og mulighed for overindlæring. Dette indebærer gentagelser. I disse gentagelser skal der søges variation, hvilket vil sige, at eleverne får mulighed for at arbejde med ordene på flere forskellige måder. Det er meget værdifuldt for lagringen til hukommelsen, hvis der arbejdes multisensorisk med bogstaver og ord. Det multisensoriske betyder - som ordet antyder - at der bringes flere sanser i spil. Konkret kan det betyde, at ord både ses, høres og siges, ligesom det ’tappes’ med fingrene og skrives.

Læse-skriveteknologier

Det er afgørende, at ordblinde introduceres grundigt til de læse-skriveteknologier, de får stillet til rådighed. Læse-skriveteknologierne skal sætte ordblinde i stand til eksempelvis at læse og arbejde med tekster, der er alderssvarende. Således skal ringere læse- og stavefærdigheder altså ikke begrænse adgangen til litteratur og udviklende opgaveløsning. Den grundige introduktion skal blandt andet sætte de ordblinde i stand til at benytte de forskellige muligheder for oplæst indhold på tværs af forskellige programmer samt benytte indtalings- og skrivestøttemulighederne. For begge delelementer gælder det, at en del af formålet er at spare på energien, så der også er overskud til fordybelse, forståelse og fortolkning.

Direkte tilgang

I undervisningen af ordblinde er det som helhed vigtigt at gøre det direkte. Dette betyder, at introduktionen af nye strategier foregår ved, at læreren tydeligt viser, hvordan disse anvendes, ligesom det forklares hvorfor det er relevant at anvende dem, samt hvornår de konkret skal anvendes. Derudover er det vigtigt, at mål og delmål med undervisningen tydeliggøres, så eleven kan se et klart formål og selv observere realiseringen af disse mål. Når der herover eksplicit står delmål, er det, fordi disse i højere grad kan tilpasses til elevens aktuelle færdighedsniveau, således at der er overskuelige milepæle inden for rækkevidde, og ikke kun overordnede mål, der kan synes langt væk.


Indlæg af:

Kasper Hall, cand.mag. og underviser ved Ordblindetræning.