Der kan opstilles tre kriterier for, at man kan betragte ordlæsefærdighederne som automatiserede: For det første må ordlæsningen foregå, uden at læseren har bevidst kontrol over den. For det andet må læseren ikke vide, hvordan han griber ordlæsningen an; dette kaldes introspektion. For det tredje må ordlæsningen ikke være energi- og mentalt ressourcekrævende (Elbro, 2008). Generelt automatiseres ordlæsefærdighederne for de fleste læsere i løbet af de første skoleår; det vil sige, at når ordlæsefærdighederne først er på plads (automatiserede), volder de ikke længere læseren problemer, og herved kan ressourcerne frigøres til den tekstlige informationsbearbejdning (Lundberg, 2011).
Udviklingen af automatiserede ordlæsefærdigheder er grundigt beskrevet af Ehri (2011), som fremhæver fire faser, der afspejler de vigtigste typer af forbindelser, der dannes, for at umiddelbart genkendte ord kan lagres i hukommelsen. De fire faser er: føralfabetisk, delvist alfabetisk, fuldt alfabetisk og konsolideret alfabetisk.
Faserne overlapper hinanden; det vil sige, at hver fase udspringer af den foregående fase. Hver fase udgør en mere avanceret type forbindelse, som bliver dominerende i sammenknytningen af stavemåde for bestemte ord i hukommelsen.
Den føralfabetiske fase er den tidligste periode, hvor læseren har et meget begrænset kendskab til det alfabetiske system; det vil sige, at læseren grundlæggende ikke er alfabetisk læser. Læseren kan måske genkende ord logografisk (fx sit eget navn), men det gøres ved udenadslære af bogstaverne (altså visuelle træk) og ikke ved at forbinde bogstaverne med lydene.
Den delvist alfabetiske fase kræver, at læseren har tilegnet sig et vist kendskab til det alfabetiske system; det vil sige bogstavernes former, navne og/eller lyde. Desuden må læseren i denne fase have en vis evne til at skelne mellem fremtrædende lyde i ord. Læseren anvender denne viden til at danne delvise forbindelser, idet der læres at læse ord efter hukommelsen (udenadslære). Læseren husker måske kun bogstavforbindelserne /s/ og /p/ i ordet stop; med andre ord har læseren altså ikke fuldt kendskab til skriftsystemet, og kun delvise, ufuldstændige forbindelser er mulige.
Den fuldt alfabetiske fase indebærer, at læseren har opbygget et mere komplet kendskab til skriftsystemet, herunder bogstav-lyd-sammenhænge for vokaler, og hvordan ord opdeles i alle de lyde, der svarer til bogstaver. Læseren er i denne fase i stand til at læse ord baseret på hukommelsen, idet der kan dannes mere komplette forbindelser mellem bogstaver og lyde i ord. Denne evne øger ordlæsningens præcision og hastighed. Læserens indlæring af ord støttes af evnen til at afkode ord ved at lydere bogstaverne og trække dem sammen.
Når læseren kan danne umiddelbart genkendte ord ved at kunne knytte alle bogstaverne i ordets stavemåde sammen med udtalen, dannes der en ordenhed i hukommelsen. Det vil sige, at læseren, når ordene efterfølgende ses, ikke længere bearbejder ordene bogstav for bogstav, men som enheder. Altså vil synet af ordet fremkalde dets udtale og betydning i hukommelsen.
Den konsoliderede alfabetiske fase starter, når læseren opnår kendskab til stavemønstre, der består af flere bogstav-lyd-enheder, og disse kan anvendes til at danne forbindelser for at lagre umiddelbart genkendte ord i hukommelsen. Idet læseren anvender bogstav-lyd-forbindelser til at lære at læse ord, der staves på samme måde, bliver bogstav-lyd-forbindelserne til større bogstav-lyd-enheder, der anvendes til at danne forbindelser. Tilbagevende stavemåder bliver altså til konsoliderede enheder og omfatter delstavelser (fx -and i land, vand og sand; -ork i stork, snork og kork), stavelser samt betydningsbærende forstavelser og endelser (fx u-, gen-, -ende, -en, -et, -tion). Når læseren har lært disse enheder, bliver de en del af læserens generelle skriftsproglige viden (Ehri, 2011).
Af ovenstående fire faser fremgår det, at læserens arbejde med at lære alfabetet og koble bogstav og lyd langsomt overtages af lagring og genkaldelse af større sproglige enheder som stavelser, morfemer, rimdele og til sidst hele ord. Med andre ord lærer læseren at aktivere viden om ords fonologiske og ortografiske repræsentationer. Den umiddelbare ordgenkendelse er baseret på fonologisk viden, og det er således nødvendigt, at læseren kan udnytte skriftens lydprincip for at udvikle en sikker automatiseret ordlæsning (Ehri, 2011).
Kilder:
Ehri, L. (2011): Hvordan lærer børn at læse, og hvad bør lærere vide? I: Tidsskriftet Viden om Læsning nr. 10, 2011.
Elbro, C. (2008): Læsevanskeligheder. København: Gyldendal.
Lundberg, I. (2011): Læsningens psykologi og pædagogik. Dansk Psykologisk Forlag
Indlæg af:
Mikael Højbjerg og Thomas Mose, cand.pæd. i didaktik (dansk) og ordblindelærere/læsevejledere ved Ordblindetræning.